Drager

Areol svævede rundt mellem de blankpoleret, sorte marmorsøjler. Der var intet tag på søjlerne, men det passede hende fint. Så var det lettere at komme ind og ud for hende og hendes søskende. Det var her de boede og her de fik besked, når der var brug for dem – eller rettere hendes søskende fik besked. Lige siden de var ...blevet udklækket havde både hendes bror og søster vidst, hvad de skulle. Hun vidste endnu ikke, hvad hun skulle få tiden til at gå med. Alt hun vidste, var, at hun kunne lide at være her. Deres sidste bror fra kuldet havde altid foretrukket at være udendørs og rode med knoglebunker og lig. Et brøl sønderrev luften over Areol og hun så forskrækket op. Nogen var vred. Meget vred. Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle søge længere væk, men så fornemmede hun pludselig flere af sin æts tilstedeværelse og hendes nysgerrighed blev vakt. Hurtigt sprang hun ud i Intetheden, hvorfra brølet var kommet. Et særegent syn mødte hende, da hun kom ud i Intetheden. Der var indtil flere drager samlet her, så en af dem havde skabt et midlertidigt underlag for dem alle, som de kunne stå på, så de ikke behøvede at svæve rundt. Hun genkendte øjeblikkeligt sine ætlinge – Gnash (Livsstjæleren) og Cith’Ra (Sjælehøsteren) stod i midten overfor den urgamle M’Ora (Livsgiveren) fra Vandslægten, som skældte voldsomt ud: ”I ødelægger liv uden grund!” brølede hun vredt og så derpå hvast på den urgamle Iriel (Sjælebeskytteren): ”Lær dine unger at styre deres appetit!” Iriel lå med sammenfoldede vinger og så et kort øjeblik på sin mage D’Grar (Gådestilleren), før hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod M’Ora: ”Mine unger følger deres instinkt, nøjagtig ligesom dine,” lød det silkeblødt. ”Har I mistet forstanden? Vi skal beskytte denne verden – det er derfor, vi tog ud af Intetheden i første omgang. Hvad er der at beskytte, hvis disse to ødelægger al liv?” spruttede M’Ora harmdirrende. ”Det er ikke kun os, som tager liv – vi tager det kun, når det er tid. Vi tvinger ikke de tobenede eller firbenede at slås med hinanden,” svarede Cith’Ra indigneret og rettede sit blik mod den lille forsamling af Krigsslægten, der var til stede. M’Ora skulle lige til at begynde igen, denne gang mod Krigsslægten, da D’Grar brød ind: ”Du har ret M’Ora.” Alle så forundret på ham. Det var sjældent, han sagde noget og det var endnu mere sjældent, at han ikke talte i gåder. M’Ora så tilfreds på ham. ”Så hvad vil du gøre D’Grar? Hvordan vil du opveje for de tabte liv, som ikke behøvede at være tabt?” spurgte hun. Areol så spændt på sin far. Hvad mon han ville svare? ”Det ved jeg ikke,” svarede han ligeud. M’Ora så skuffet på ham, men så fulgte han op med et uventet svar: ”Men det gør Areol.” Alles øjne vendte sig mod Areol, der forsøgte at gemme sig, men da hun først var blevet peget ud, måtte hun stå frem. Hun lod sig svæve ned foran M’Ora, der var enorm at se på. ”Så, lille unge, hvordan vil du løse det her?” spurgte M’Ora skeptisk og Areol sank en klump. Hvad skulle hun dog sige? Hun så hen på sin far, men D’Grar så blot opmuntrende på hende. Og hun så på sin langt ældre bror og søster. ”Nå?” lød det utålmodigt fra M’Ora. ”Hvordan vejer du et liv?” spurgte Areol og så på M’Ora. ”Vejer et liv?” spurgte den urgamle drage forundret. ”Ja. Hvis jeg skal dømme i denne sag, så må jeg vide, hvordan du vil veje de tabte liv mod de retmæssigt taget liv,” svarede Areol og for hvert ord blev hun mere sikker på sig selv. Og inden M’Ora kunne tage til genmæle fortsatte Areol: ”Jeg forstår Dit tab, M’Ora, og jeg forstår jeres instinkt bror og søster, men denne verden mangler noget. Den mangler balance og det vil jeg rette op på. Jeg vil være Balancens Vogter og når noget kommer ud af balance, så henvender I jer til mig og accepterer mine løsninger. Kan alle acceptere det?” spurgte hun og så forventningsfuldt på M’Ora og de andre. ”Accepteret,” nikkede M’Ora og den første af mange vægtskåle blev skabt til Areol og hendes hverv...

Fakta:

5. kuld.
Størrelse (ca.): Højde: 9cm, Omkreds: 17cm
Farve: Hvid og sølv.

Hans mave knurrede faretruende. Han havde været sulten i flere uger nu. Han kunne være taget med Ulcis (Hadets Frembringer), men så ville han kun have fået små mundfulde. Strid skabt af had smagte fint, men det var kun dessert, når han ikke selv havde avlet striden – og han trængte til et hovedmåltid. Han sukkede. Hvis der ...nu bare havde været krig, så ville han kunne spise sig så mæt, at det ville vare flere år, før han igen havde brug for et større måltid. Men der var ikke krig. ”Måske er det på tide at skabe et mindre oprør et sted,” mumlede han for sig selv og gik på vingerne for at finde et tiltrængt måltid. Der gik flere dage før Tydiriel endelig fandt et område, hvor der var masser af tobenede. Straks han fik øje på dem gjorde han sig så lille, at ingen ville bemærke ham. Så fløj han ned iblandt dem for at danne sig et indtryk af stedet … En uge senere forlod Tydiriel området, mæt og tilfreds. Han havde hvisket nedrige ord i ørerne på hannerne, fristet hunnerne med smukke ord, iscenesat situationer der kunne tolkes på mere end en måde og så havde han lænet sig tilbage og nydt forestillingen, alt imens striden voksede, delte og forplantede sig til flere og flere – og han havde suget al denne næring til sig. Han følte sig tilpas og mæt nu, og der var ingen grund til at dræne området for mere lige nu – det var ikke tid til at starte en krig endnu. Det var for tidligt endnu, og krigen ville knap være begyndt, før den var slut igen. Desuden var korte krige kedelige og uden ret meget næring. Men snart … Snart ville han begynde at brygge på en krig...

Ulcis kedede sig i sin hule. Det var længe siden, at han var blevet tilkaldt og han længtes efter at opsnuse frøene til krig. Engang havde han og slægten mæsket sig på slagmarkerne. De havde skabt stærkere tobenede gennem krig. Tobenede som bedre kunne forsvare sig mod uhyrerne fra Intetheden. Men ...de andre slægter havde følt, at de havde tæret for hårdt på de tobenede. Så nu måtte de vente. Vente og sulte. Ulcis knurrede lavmælt ved tanken. Had var hans drivkraft og hvad han næredes af. “Nok må jeg ikke starte en krig, men jeg skal dog spise,” tænkte han og arbejdede sig ud af sin hule. Det var skumringstid, da han kom ud og han smilede bredt. Mørke tanker og følelser voksede bedst i nattens mulm og mørke. Med et par hurtige skridt, foldede han sine vinger ud, slog med dem og svang sig op i mørket. Han svævede gennem det kølige mørke og snusede godt ind. Han havde brug for en stor forsamling tobenede. Måske tæt på et af skygge-punkterne? Han drejede let og lagde en kurs. Efter en times tid mærkede han forandringen i luften. Han tog en dyb indånding igen og bemærkede de forskellige dufte, der slog ham i møde. Her var potentiale. Han kunne lugte frygt, mistillid og … dér. Et lille frø af had som blot ventede på at blive vandet. Han dykkede og mens han suste ned mod jorden mindskede han i størrelse til han til sidst ikke var større end en sommerfugl. Han fløj ind mellem husene og søgte sit bytte. Tre dage senere forlod Ulcis byen, mæt og tilfreds. Bag ham var nogle af de tobenede i gang med at bygge et stort bål op omkring en høj pæl. På vejen væk mødte han Sangell (Hemmelighedernes Mester). “Hvad har du lavet?” spurgte Sangell nysgerrigt. “Et festmåltid. Til dig og de andre,” svarede Ulcis og Sangell grinede bredt, åbnede sit gab og udstødte, hvad der lød som et stort hæst åndedrag, men Ulcis vidste bedre. Om lidt ville de andre komme og overvære hans værk - og blive mætte for en tid.

Det siges, at den dag da Silana brød ud af sin skal, at hun gjorde det med så stor magt, at noget af hendes magt satte sig fast i hendes æggeskaller. Hendes far, T’Galion (Magthaveren), anerkendte hendes styrke og besluttede at bruge hende som sit personlige sendebud. Så når ...en tobenede eller firbenede skabning gjorde sig fortjent til at få tildelt magt og T’Galions velsignelse, så blev Silana sendt af sted med et stykke af sin æggeskal til den udvalgte. Æggeskallen var et symbol på magt og forstærkede den magt den tobenede eller firbenede allerede selv havde udvist og blev som regel båret synligt for vise T’Galions gunst frem. Men mistede man T’Galions velsignelse, så forsvandt æggeskallen tilbage til Silana...

Arachi skrabede den bløde muld hen over agernet. Med lidt tid ville det vokse op og blive et fint træ sammen med resten af sine søskende. Hun så tilfreds ud over den begyndende skov. Den mindede hende meget om den første skov, hun havde set og sidenhen valgt at beskytte sammen med resten af skovene. Hun gemte ...lidt af skovens frø bag et af sine skæl på bugen. Hun havde gennem tiden lært at opbevare frøene dér i sikkerhed og uden gene for sig selv. De var gode at have, når det blev tid at plante nye træer for at bevare skoven... Et forpint hvin skar igennem vinden og nåede hendes ører. Træer blev pint et sted! Ikke i denne skov, men i en anden. Hurtigt rejste hun sig på bagbenene og skød op gennem luften i et mægtigt spring. Først da hun var fri af træernes kroner slog hun vingerne ud og strøg mod hvinene. Snart ville nogen lære hvad det ville sige, at gå på hugst i hendes velsignede skove! Hun havde sørget for rigeligt med skove, som man kunne bruge af efter forgodtbefindende, men de skove som hun havde velsignet og nøje udvalgt - dem lod man være i fred, hvis man vidste, hvad der var godt for en selv. Skoven kom til syne i horisonten, hvinene blev højere og Arachi blottede sine tænder et øjeblik inden hun lod et øresønderrivende brøl flænge luften foran sig. Træerne bøjede sig for hende og gjorde plads - vreden skyllede igennem hende...

Tidligere havde bladet på grenen haft en saftig grøn farve, ung og frisk. Nu, hvor sommeren gik på hæld, havde bladet skiftet farve. Det var gået fra en frisk, lys grøn farve, til mørk til den nu var falmet og sprød, mere mosgrøn og uden liv. Snart ville de andre blade følge den. Nogle ...ville endda blive gule og orange eller røde, før de krøllede sig sammen og faldt af grenene. Men Waldor havde altid holdt mest af de grønne nuancer. Det var også derfor han havde valgt deres farver i stedet for de gule, orange og røde. De hørte mere til efteråret efter hans mening, og Augr bar dem smukt. Som hvis han havde kaldt på hende, strøg hun gennem luften over ham. En efterårsvind var ved at bygge op efter hendes hale. "Det er tid," hviskede han, men selv hans hvisken var som en god blæst og det falmede, grønne blad blæste af grenen og flød med vinden. De andre blade på grenene, som blev fanget i blæsten fra hans ånde begyndte straks at skifte farve. Waldor rejste sig fra sin lysning under de ældste træer i verden og i et enkelt spring var han oppe i luften, foldede sine vinger ud og strøg gennem luften. Løvets tid og dermed sommeren var forbi. Det var tid til at gøre klar til Augrs flyvning - og det begyndte som altid med Waldors rejse...

Augr ventede oppe på sin yndlingsafsats på bjerget og betragtede de frodige skove, marker og enge under sig. Sommerens høst var allerede i gang, men det gik så langsomt - alt for langsomt. Hun slog rastløst med halen, der glimtede i sommersolen. Det var altid sådan her. Hun sov om vinteren, men ... når foråret kom, så vågnede hun og utålmodigheden og rastløsheden begyndte at bygge op i hende. Langsomt, altid langsomt, indtil hun ikke kunne holde det ud længere og bare måtte komme afsted og slippe alle sine kræfter løs igen. Hun bragte efteråret med dets hidsige og impulsive temperament - og hun elskede hvert sekund af det. Hun kastede endnu et blik ned mod jorden under sig. Der så ikke ud til at være sket noget. Var det for tidligt? Nogen gange havde hun været lidt for hurtig ude, men det kunne hun vel ikke gøre for? Hun måtte bare flyve! Og nu måtte de da have haft sommer nok for i år, nu måtte det være hendes tur! Augr rullede sig ud over afsatsen og fløj i retning mod Waldors hjem. Det var på tide at sætte ham ud på sin rejse, så hun selv kunne komme afsted...

Haren vejrede i luften. Der var noget, som lugtede anderledes, men den kunne ikke greje hvad. Kair lå helt stille på jorden. Hans skæl havde antaget den samme farve, som de omgivelser han var i. Han ventede tålmodigt på, at haren faldt til ro igen. Haren trippede lidt, men lod sig så friste af bærrene på en busk. Kair sprang ...og fangede med lethed den skræmte hare under sine forben. Han dræbte den ikke, for han var ikke sulten. Efter et øjebliks tilfredshed over at jagten var lykkedes, trak Kair sine klør og forben til sig, så haren kunne spurte afsted. ”Var det sjovt?” spurgte Kairs bror, Essar (Bjergvogteren), der havde holdt øje fra luften og nu landede ved siden af Kair. ”Lidt. Men der er ikke ret meget udfordring i det længere,” tilkendegav Kair og antog sin normale grønne farve. ”Hvorfor så ikke jage noget større?” spurgte Essar og gnubbede sit hoved mod et træ, fordi det kløede. ”Det har jeg tænkt på, men hvad skal jeg jage? Der er ikke rigtig nogen større dyr i den her skov, som jeg må jage for Arachi,” svarede Kair opgivende. ”Så tag et andet sted hen,” foreslog Essar muntert. Kair så et øjeblik overrasket ud, men grinede så. ”Det tror jeg, jeg vil,” svarede han og sprang straks op i luften, og efter et par kraftige vingeslag kom han op over skoven. Essar fulgte efter. ”Jeg må hellere vælge noget andet end en skov,” mumlede Kair for sig selv, men Essar hørte ham godt. ”Du må gerne jage i bjergene – så længe du ikke forstyrrer den naturlige balance for meget. Så får vi bare begge to problemer,” svarede Essar ham med et grin, hvorefter han satte kurs mod en af sine yndlingsbjergkæder. Kair studerede bjergkæden nysgerrigt for dyreliv. Det dyr han ville prøve at jage, skulle være af en ordentlig størrelse. Hans øjne fangede antydningen af spor i sneen på bjerget og Kair landede behændigt for at se nærmere på dem. Poteaftrykkene var fine og af en god størrelse. Det her dyr ville være fint at jage. Kair gik straks i gang med at snuse til sporene, derefter til vinden og lettede så igen. Han fløj et stykke efter sporene for at sikre sig retningen, inden han skar genvej for at nå foran dyret. Flere gange undervejs tog han bestik af dyrets lugt og at det stadig burde være i nærheden, før han besluttede sig for at lægge sig på lur efter det. Straks han havde lagt sig, skiftede hans skæl farve, så det passede med de nye omgivelser. Nu gjaldt det bare om at vente. Der gik ikke så lang tid, før Kair bemærkede at dyrets lugt blev kraftigere. Dyret nærmede sig og Kair skærpede sine sanser, for at kunne høre og dufte det ordentligt. Det store kattedyr kom luntende gennem sneen med sit eget bytte i munden. Den stoppede op, da den pludselig vejrede en ny duft på sine enemærker. Dens bevægelser blev mere vagtsomme, men kattedyret tog kun et enkelt skridt frem, før den slap sit bytte og brølede ad Kair. Kair lod sin kamuflage falde og brølede igen ad kattedyret – ikke truende, men anerkendende over, at hans bytte havde opdaget ham. Han havde tilsyneladende mere at lære endnu for at være en dygtig jæger – hvilket han blev og fik tilnavnet Jægeren...

(Historie undervejs ...)

”Burde du ikke snart gå på vingerne Forell?” spurgte E'Wyn (Årstidskalderen) ham, da hun så, at han stadig plaskede med sin hale ned i søen. ”Ikke endnu. Foråret er kun lige begyndt,” mumlede Forell, mens han forsøgte at fange den regnbuefarvede fisk i søen med sin hale, men ...den smuttede hele tiden fra ham. ”Foråret har stået på i flere måner nu. Hvis du ikke snart går på vingerne, så bliver der ingen sommer i år,” sagde hans mor advarende. Forell så forskrækket op. ”Hvad mener du?” spurgte han hæst. ”At hvis du ikke går på vingerne lige nu, så giver jeg din storesøster lov til at starte efteråret tidligere – og du ved, hvor ivrig hun er for at gå på vingerne,” sagde E'Wyn. Forells ben skrabede sand og småsten op i et virvar, da han fortumlet kom på benene. Hans grønne vinger flaksede ude af takt med hinanden, mens han desperat forsøgte at få kontrol over sin krop, så han kunne komme op i fart og lette. ”Jeg er på vej! Du må ikke sende Augr afsted endnu. Der er stadig tid!” pustede Forell, mens han løb hen op fra søens bred, slog med vingerne og lettede. E'Wyn rystede på hovedet af sin unge. Det ville blive en kort sommer i år – men sådan måtte det jo være. Nogle gange var det de andre, som var sene til at komme i gang med årstidsskiftet – men hun måtte indrømme, at Forell var den værste til det. Og alligevel var han elsket – både af de andre drager og de tobenede. Forell var kommet højt nok op på himlen til at fange solens stråler og efter et par solbadninger, strøg han af sted og ledte solens lys mod jorden og forstærkede dens varme med sine egne skæl. Sommeren var begyndt...

(Historie undervejs...)

Gorad gabte irriteret på sit klippefremspring. Han kedede sig. Bialo (Lavine Bringeren) fløj gennem luften og slog en kolbøtte af glæde. “Nogen er vist I godt humør,” konstaterede Gorad en anelse tvært. “Og hvorfor ikke? Jeg er på vej til at skabe en lavine. Vil du med?” spurgte Bialo muntert. Gorad tænkte sig om et øjeblik, men ...nikkede så. Det var bedre end at kede sig. De fløj et stykke vej til de nåede en anden bjergkæde. “Dér,” grinede Bialo og satte kurs mod et punkt på bjergkæden. Gorad fulgte efter, men vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han holdt sig lidt på afstand. Der gik lidt tid, men ingen lavine kom. Gorad fløj tættere på og kunne høre Bialo bande og svovle. “Hvad er der galt?” spurgte Gorad. “Pfft. De sten her vil ikke flytte sig!” pustede Bialo irriteret. Gorad så nøje på bjergvæggen og de sten, som Bialo ønskede væk, så lavinen kunne fortsætte. “Lad mig prøve,” sagde Gorad til sidst og fik lov til at komme til. Gorad forsøgte at skubbe, bide og løfte, men det virkede ikke. Til sidst blev han gal og slog til stenene med sin hale, så hårdt han kunne. Stenene knustes under slaget og lavinen rullede atter...

Det siges, at da den urgamle drage E'Wyn (Årstidskalderen) havde lagt sine første tre kuld, at der ikke ville komme flere årstider. Augr (Efterårest Bebuder) havde været den første, som var kommet i andet kuld. I det tredje kuld var så kommet Bith'Ra (Vinterkalderen) og Forell (Sommerbringeren) og E'Wyn fandt det godt, at året var delt i tre. Men ...nu lå det fjerde kuld æg i reden og var snart klar til at klække. E'Wyn havde ingen fornemmelse af, at endnu en årstid skulle være i blandt dem, hvilket hun havde haft med de to andre kuld. Det var vinter og vinteren havde varet længe nu. Det føltes som meget langt til sommer, selv for E'Wyn der ellers holdt af alle årstiderne. Det var hende, som kaldte dem til orden, når de ikke kunne enes om, hvornår de skulle skifte årstid. Og det var hende, som puffede dem i gang med at skifte årstiden, når tiden var inde til det. Men lige nu savnede hun mere sol og varme. Hun kunne godt tænke sig, at det nye kuld skulle bryde ud af skallen og blive mødt af varme og lys, frem for kulden og mørket. Et æg begyndte at rokke. E'Wyn så straks fascineret på det. Så rokkede ægget igen og en revne dannede sig. Omkring sig kunne E'Wyn høre, hvordan det begyndte at dryppe. Revnen på ægget blev større og nu kunne E'Wyn høre fuglekvidder udenfor og da det lille grønne hoved stak frem fra ægget, kunne E'Wyn mærke kulden forsvinde, da solen igen begyndte at lyse stærkere. Den ny lille drageunge gav et lyst skrig fra sig. Straks brød der små spirer frem fra jorden og knopper på træerne. Da ægget revnede lidt mere og en grøn hale slog ud, var det som om, at halen slog vinteren på flugt. E'Wyn så fascineret på sin lille unge. ”Dit navn skal være Lanoch – Forårets Bebuder,” sagde hun ømt og nussede ham kærligt...

Forårsvarmen som Lanoch (Forårets Bebuder) havde forårsaget fik to andre æg i reden til at rokke. Det første æg begyndte at slå revner og et lille sandfarvet hoved stak frem. Men i stedet for et skrig, gispede den lille unge efter vejret. E'Wyn så bekymret på den og stak snuden ned til den og blæste varm luft mod den. Ved ...den varme lufts berøring, fik den lille unge det bedre, men så snart den lidt køligere forårsluft ramte, gispede den atter efter vejret. E'Wyn skulle til at blæse mere varm luft mod den, da det andet æg revnede og både et hoved og en hale stak ud fra ægget. Den lille unge gispede lige så besvaret efter vejret som den første. Straks blæste E'Wyn varm luft mod begge unger og de trak endnu en gang vejret bedre for en kort stund. Da E'Wyn blæste for tredje gang mod ungerne, trak den anden unge den varme luft godt ned i sine lunger, hvorefter den blæste det hele ud igen med en så høj tone, at den knap kunne høres. Et øjeblik blev alt stille, men så rystede jorden omkring dem. I en cirkel på omkring nogle og halvtreds meter hele vejen rundt om reden, forsvandt resten af sneen sammen med de få totter af grønt, som Lanoch havde fremkaldt. I stedet blev jorden pludselig forvandlet til gyldent sand og varmen steg betragtelig i reden og indenfor sandområdet. De to små unger begyndte at trække vejret lettere på egen hånd nu. Så snart den havde fået vejret, gav den første unge et par triller fra sig og straks hvirvlede sandet op udenfor reden og blev båret direkte hen til ungen, hvor den lykkelig badede i det neddryssende sand. E'Wyn smilede ad dem: ”Du skal hedde Gol'Mar (Ørkenskaberen)”, sagde hun til den anden unge, som havde frembragt den lille ørkenplet. ”Og du skal hedde Kaniel – Sandhvirvleren”, sagde hun til den første...

Intetheden var tør. Knastør. Hans hud var tørret så meget ind, at den skællede. Hist og her var skæl blevet løse og begyndt at falde af. Det værkede i hans led og muskler, når han bevægede sig. Hans vinger nærmest knirkede, når han spredte dem ud og foldede dem sammen igen. Sår ...var begyndt at vise sig der, hvor huden var mest tørret ind ved de led, han brugte mest. Han gled langsomt gennem Intetheden, da han ud af øjenkrogen fangede et lysglimt. Ganske langsomt vendte han sit store hoved mod lyset og bevægede sig mod det. Hans krop værkede under bevægelserne, skæl faldt af, hud sprak og blod piblede ned langs hans side. Men han tog sig ikke af det. Han havde vænnet sig til smerten. Lyset blev kraftigere og changerede i blå og grønne toner. Da han kom tættere på, kunne han se, at der var tale om en revne i Intetheden. Uden yderligere omtanke slog han en saltomortale og kom på god afstand af revnen. Hans hud sprak flere steder og flere skæl fløj af, men han tog sig ikke af det. I stedet satte han farten op direkte mod revnen og brød igennem den. Vandet omsluttede ham fra alle sider. Sårene blev svalet. Huden blødgjort. Han kunne bevæge sig mere frit igen. Han fleksede prøvende vingerne. De knirkede lidt, men ved hvert vingeslag, blev det mindre og mindre. Han strøg gennem havet. Rullede rundt. Dykkede og jagede fiskene op. Legede i det våde element, som var hans element. Nogle steder trængte sollyset helt ned til havbundens sand, koraller, sten og liv. Andre steder var der mørkt som natten og koldt. I lang tid udforskede han sit nye domæne. Hans krop var næsten som ung igen. Nye skæl var på vej, men pludselig begyndte resten af livet i havet at svinde bort. Han havde altid været påpasselig med sine måltider – aldrig spise mere end nødvendigt og lade de unge være, så der kunne komme mere liv til havet. Men nu var havet stille. Han begyndte at spore det liv, som plejede at holde til i koralrevene og opdagede, at koralrevet var slået i stykker. Af noget stort og voldsomt. Han ledte videre og kort tid efter hørte han et forpint delfinskrig. Han satte farten op og da han brød op over en sandbanke, så han en delfin kæmpe for at slippe bort fra en stor, lang krop, der mest af alt lignede en lang, skællede hale. Bæstet var rødt med sorte finner og en let raslende hale. Og dens størrelse var tæt på hans egen. Delfinen var trængt op i en krog mod en klippevæg, men den var for såret til at kunne svømme op uden at blive snuppet af det røde bæst. K'Har satte af fra sandbanken, strakte sine kløer ud i fuld længden og åbnede gabet klar til at bide sig fast i det røde bæst. Det røde skællede hoved snurrede omkring mod ham, men den kunne ikke nå at flytte sig, før K'Hars kløer borede sig ind i det og tvang det ned mod havbunden med al sin vægt. Det røde bæst piskede med halen og forsøgte med sit store gab, der var fyldt med sylespidse, lange tænder at bide K'Har. Men K'Har var en langt mere erfaren jæger end det røde bæst og efter en kort, men brutal kamp – kunne K'Har slippe det røde bæst igen, der nu lå stille på havbunden. K'Har slikkede sine sår, mens delfinen kom hen og strøg sig ganske let op ad ham som tak. ”Hvor kommer den fra?” brummede K'Har og kiggede ned på det røde bæst. Delfinen svarede med en række lyde, før den svømmede bort. ”Så – du er ikke alene,” brummede K'Har og så irriteret på det røde bæst. Hans nye domæne var i fare for at blive udryddet for liv, hvis disse røde bæster ikke blev holdt i skak af nogen. De kunne gøre havet til et nyt sted for Intetheden. ”Det må ikke ske,” mumlede K'Har for sig selv og så sig tilbage i den retning, han var kommet fra. Han kunne høre hæse skrig i det fjerne, som ikke tilhørte det liv, han kendte fra havet. ”Havet er mit domæne. Og jeg vil vogte over det til evig tid. Hvis I skal være her – så bliver det på mine betingelser!” brølede han mod de tre lange, røde skikkelser, der kom piskende imod ham ... Således begyndte K'Hars bevogtning af havet for mange, mange, mange år siden ...

Historie undervejs...

Ung handrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mosgrøn (ryg og vinger). Sekundær farve: Brun (bug, ben, takker samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys brun (horn).
Øjne: Grønne.

Idrazir - Frostens Sendebud

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Isblå (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Hvid (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Grønne.

Kithor - Malstrømmens Hersker

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Blå (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Hvid (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Hvide.

Shurei - Bækhvisleren

Fakta:

Nyudklækket handrage (4. kuld).
Størrelse (ca.): 14cm; Bredde: 7cm; Højde: 8,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Mellemblå (ryg, takker og æg). Sekundær farve: Isblå (bug samt æg). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Grønne.

Drageæg

Fakta:

5. kuld.
Størrelse (ca.): Højde: 9cm, Omkreds: 17cm.
Farve: Mellemblå og mosgrøn.

Ildslægten

Stamtræ: første del og anden del.

Pyre - Lysets Vogter

Fakta:

Voksen hundrage (1. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 44cm; Bredde: 25cm (inkl. vinger); Højde: 9cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Rød (ryg, takker, ben og vinger). Sekundær farve: Gylden (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn)
Øjne: Gyldne.

Firahir - Ildflodens Hersker

Fakta:

Ung handrage (2. kuld).
Størrelse (ca.): Længde: 23cm; Bredde: 16cm (inkl. vinger); Højde: 7,5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Rød (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Gylden (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Lys beige (horn).
Øjne: Gyldne.

Radragar - Flammepusteren

Fakta:

Lille handrage (3. kuld).
Størrelse (ca.): 15cm; Bredde: 13,5cm (inkl. vinger); Højde: 5cm (målt på det højeste sted).
Farver: Primær farve: Gylden (ryg, ben, takker og vinger). Sekundær farve: Lys beige (bug samt knoglestruktur på vingerne). Tertiær farve: Mørk beige (horn).
Øjne: Røde.

Drageæg

Særlige drage-projekter

Drageuro

Element-uroen

Drageæg med skæl

Forskellige farver

Mønster af udklækket drage på tæppe