Drager

T'Gra så ud over riget under sig. Han havde fundet sig en god sky at ligge på i den bagende sol. Ikke en vind rørte sig. Han vidste også, at hans søskende befandt sig andre steder i verden lige nu, hvor der var behov for deres milde vinde. Solen havde bagt ubønhørligt ned over dette rige i flere uger nu og T'Gra havde undret sig over, hvorfor Læs mere der ikke var kommet nogen regn endnu. Hvad lavede Vandslægten egentlig, hvis de ikke sørgede for vand til verdenen? ”Hmm, hvis man vil have noget gjort, må man gøre det selv,” brummede han og lettede fra skyen. Han skar gennem luften og kaldte skyerne til sig. Han havde ikke brug for vind, men han havde brug for regn og gerne meget af den. Da han havde samlet sig en god portion skyer, begyndte han at arrangere dem, så de ville give ham en god storm – en med masser af vand og tilstrækkelig vind til at sprede vandet over riget. Da han var tilfreds med formationen, dykkede han ned mod riget med sin storm lige efter halen. De mørke skyer buldrede og bragede og da T'Gra var over det første tørre sted i riget, slog han med halen og slap stormen løs. Så fløj han op over den og så på sit værk. De tobenede nærmest fløj omkring for at komme i læ for vandet, men han hørte også glæde over et brud på varmen. Med et smil fløj T'Gra tilbage sin sky og lagde sig atter til rette i solen...Læs mindre

Shaimar (Vindens Vogter) og Kithril (Stormtæmmeren) stod og ventede på dem på den højeste tinde i bjergene omgivet af en blæsende vind. Farmiel stred sig frem sammen med sine jævnaldrende søskende op til dem. Flere gange skubbede vinden dem baglæns og Farmiel forsøgte at gribe for sig med sine kløer for at bremse tilbagegangen. Det virkede ikke og han mærkede et hårdt hoved støde på hans rumpe under halen. “Hey, pas på!” lød det halvirriteret fra hans søster, Quatari. “Undskyld. Det er far. Hans vind er al for stærk!” beklagede Farmiel.Læs mere “Vrøvl! Det handler om at læse den!” lød det selvsikkert ude til siden, hvor deres anden søster, Draxa, kæmpede sig frem ved at bevæge sig fra side til side og stødvist. Farmiel observerede hende og bemærkede at Farmion allerede var langt foran dem ved at gøre nøjagtig det samme. Men han fik det til at se legende let ud. “Kom nu Farmiel! Flyt dig!” brokkede Quatari og Farmiel tog en dyb indånding, før han igen stred sig frem. Han prøvede at læse vinden, som Draxa havde sagt, men den var alt for vild og i stedet forsøgte han at gøre det samme som Draxa. Farmion var allerede fremme ved deres forældre. Det gik godt de første par skridt, med ved det tredje fejede vinden benet væk under ham og han faldt lige så lang han var og slog snuden ned i klippen. Det gjorde ondt. Quatari overhalede ham og så ud til at have luret, hvordan man skulle gå frem i vinden. Farmiel betragtede hende lidt, før han fik skubbet sig op og fulgte efter hende. Han prøvede at gøre, som hun gjorde, men hvor det så ud til at virke for Quatari, så følte han ikke nogen synderlig fremgang. Det gik langsomt og han faldt flere gange, før det endelig lykkedes ham at nå frem til sine forældre, der allerede var i gang med at fortælle de andre noget. “Afsted med jer,” sagde Shaimar og Farmiel så sine søskende kaste sig ud fra tinden, folde deres vinger ud og blive svunget op i luften af vinden. Farmion fandt sin balance først og kort tid efter red han på vinden, som om han aldrig havde gjort andet. “Ah, smukt. Han bringer sidevinden til sig og bruger den,” lød det tilfreds fra Kithril. “Ja, han er Sidevinds Bringeren,” kom det fra Shaimar og Farmiel blinkede overrasket. Så det var grunden til de var blevet kaldt herop. I dag ville de finde deres formål! Han kæmpede sig træt op på sine ben og vaklede hen til kanten, da hans far satte et ben foran ham. “Vent. Du havde en hård tur op. Du får brug for al din styrke, hvis du vil kaste dig ud i din mors storm derude,” sagde han advarende. “Men … Jeg ER klar! Det LOVER jeg!” insisterede Farmiel og så ud på sine søskende, da hans mor udstødte et glad udbrud. En skypumpe havde dannet sig derude og Quatari hvirvlede rundt i den, mens hun grinede højt. “Du har aldrig været den stærke af dine søskende,” lød det hudløst ærligt fra hans mor og det stak i Farmiel. Han ville gerne være stærk. Hans far var stærk. Hans mor var stærk. Så hvorfor kunne han ikke være stærk? Det måtte han da være, ikke? “Jeg kan godt!” insisterede han igen stædigt. Han skulle vise dem, hvor stærk han var! Hans forældre sendte hinanden et langt blik, før hans far flyttede sit ben. “Så flyv. Men husk, det var dit valg!” sagde hans far alvorligt. Farmiel sank en klump og nikkede alvorligt og gik hen til kanten. Her kunne han mærke stormvinden flå og rive i alt, der kom i nærheden af den. Hans søskende fløj rundt derude. Draxa lod stadig til at have lidt problemer med finde sin balance, men Farmion og Quatari boltrede sig i stormen. Farmiel sprang ud fra tinden og stormvinden sugede ham til sig og kastede ham højt til vejrs. Han forsøgte at folde sine vinger ud og flyve, men stormen kastede ham rundt og forhindrede ham i at folde vingerne helt ud. “Hvad gør jeg?” tænkte han panisk, da alle hans forsøg på at flyve fejlede. Et frydefuldt skrig lød et sted i stormen og pludselig begyndte vinden at piske om ham. Han fik et glimt af Draxa, der slog ud i luften med sine forben og med halen og for hvert slag var det som om at vinden piskede og ikke bare blæste. “Herligt, så hun får vinden til at piske!” mukkede han irriteret over igen at være sidst blandt sine søskende. Han begyndte at tabe højde og prøvede at folde vingerne ud. Men vinden piskede od ham og låste hans vinger fast ind til kroppen. “Draxa, stop!” skreg han panisk og forsøgte af alle kræfter at bryde fri af vinden. En sidevind løftede ham et lille stykke op og han så taknemmeligt på sin bror, Farmion der kom flyvende imod ham med et stort smil, da vinden piskede igen og Quataris skypumpe pludselig ramte ind i Farmion og kastede ham ud af kurs. Sidevinden forsvandt omgående og Farmiel faldt igen. Denne gang kunne han høre sine søskende skrige i panik. Også Draxa der ellers altid virkede som om, hun havde alting under kontrol og vidste det hele. “Vinden er for vild. For meget storm. Vi har brug for ro,” fløj tanken gennem hans hoved. Noget han havde forsøgt at sige til sin familie flere gange, fordi alting altid skulle foregå i et hæsblæsende tempo eller være vildt for at være godt. Han kunne godt lide det, men han kunne også godt lide ro og tage sig god tid. Men det var der aldrig plads til. “Vindene er ikke blide. De er vilde og fri!” havde hans mor sagt. Hans stærke mor. “Du har aldrig været den stærke af dine søskende,” lød hans mors stemme i hans hoved igen, mens han så de skarpe klippesten komme nærmere og nærmere. “Blidhed kan også være en styrke, mor,” sagde han mellem sammenbidte tænder og tænkte på den rolige brise, han altid havde foretrukket. Og som han tænkte på den svøbte brisen sig om ham og pressede stormens omklamrende greb bort. Han kunne bevæge sine vinger! Hurtigt foldede han dem ud og strøg op i luften, før han ramte de skarpe klipper på bunden. Over ham rasede stormen ukontrolabelt. Han kunne se sine forældre forsøge at redde hans søskende. Hans far havde Farmion i en klo og hans mor forsøgte at trænge igennem skypumpen for at fange Quatari. Imens havde Draxa fået fanget sig selv i en piskende kuling, hun kun fik sat mere smæld i med sine bevægelser end at standse. Farmiel fløj op og vurderede situationen og besluttede sig for at hjælpe Draxa først. Måske kunne hans mor tæmme skypumpen. “Draxa! Træk vejret, slap af, du gør det hele værre med din panik!” kaldte han gennem stormen, men hun kunne ikke høre ham. Han tog en dyb vejrtrækning og fløj tættere på hende, mens han ignorerede sin fars advarende protest. Han stolede på brisen og fløj helt tæt på Draxa. Hendes kuling forsøgte at piske igennem brisen, men Farmiel spredte brisen ud og ind i kulingen for at berolige den, mens han talte dæmpet til Draxa. “Draxa, slap af. Det er okay. Bare slap af,” sagde han beroligende og rørte ved hendes forben. Hun så forskræmt op på ham. Men det blev hurtigt afløst af forvirring, da hun opdagede at kulingen var stilnet af. “Hvordan gjorde du det?” spurgte hun undrende. “Brisen. Nogle gange er det en god ide at tage tingene i et roligt tempo,” svarede han med et smil og førte hende tilbage til tinden, hvor hun landede og tog en dyb vejrtrækning. “Tak. Jeg tror, jeg skal tage det lidt roligere med min evne,” indrømmede hun. “Hvor var det sejt!” lød det imponeret fra Farmion, der landede sammen med deres far. Lidt efter kom Quatari og deres mor også tilbage. “Så der er noget styrke i dig. Ikke en jeg havde forventet, men jeg er glad for, at du fandt den, søn,” roste hans mor ham og han rødmede stolt. “Farmiel, Brisekalderen. Det skal være dit navn,” sagde hans far højtideligt og Farmiel mærkede glæden sprede sig indeni ham. Læs mindre

Mørket åd dagens lys i dybe drag. Den første nat i tidernes morgen var begyndt. Folk krøb sammen og forsøgte at trøste hinanden. Ville lyset mon nogensinde komme igen? Natten var fyldt med frygt og rædsel for, at det ikke ville ske. Midt på natten begyndte de første at bede.Læs mere Bønnerne var om at komme sikkert gennem nattens mørke - men der var ingen at rette bønnerne imod, så de blev blot hvisket i mørket. Men i Intetheden hørte Uzul folkets bøn, og det rørte hans hjerte dybt. I den første nat i tidernes morgen brød Uzul ud af Intetheden og sang for verden. Hans sang lullede folk i søvn, og hans ånde bragte dem drømme, som ville vare en hel nat. Da dagens første stråler begyndte at vise sig, vendte Uzul tilbage til Intetheden og dens mørke - for han foretrak mørket frem for lyset og den stilhed, som følger med mørket. Men hver aften når han hører folkets bønner for natten, så bryder han ud af Intetheden og skænker drømme til verden...Læs mindre

Uzul (Drømmeren) var forsvundet tilbage i Intetheden. N'Gira havde set ham bryde ud og forsvinde igen, som så mange gange før. Verdenen sov og drømme flød frit, som så mange gange før. N'Gira kunne ikke dy sig og lod sig glide stille gennem natteluften og indsnuse drømmene nede fra jorden. Drømmene var lyse, gode, fyldt med latter og glæde – og N'Gira glædede sig med dem. Men Læs mereså blandede en ny lugt sig pludselig med drømmene. En underlig lugt. N'Gira indsnusede igen for at tyde den nye lugt. Den var stærkere her, og nu forstod hun den. Det var frygt. N'Gira satte kurs mod lugten og da hun nærmede sig dens kilde, opfangede hendes ører en klynken i søvne. Billederne af drømmen blev tydeligere og N'Gira så frygtens ansigt. Hun knurrede lavmælt. Hun brød sig ikke om, at noget ødelagde de dejlige drømme, der gav sådan en glæde, som hun oplevede hver nat. Det skulle væk! N'Gira fremmanede drømmen tydeligere med sin særprægede lugtesans og da frygtens grimme hoved stak frem i drømmen, åbnede N'Gira sit store gab og slugte frygten. Klynkelydene stoppede brat og drømmen vendte tilbage til at være fredfyldt. Tilfreds med sig selv gled N'Gira lydløst bort på sine vinger, mens hun slikkede den sidste rest af drømmens frygt i sig. Det smagte ikke så dårligt endda. Hendes mave rumlede, hun var mere sulten – og fra den nat af besluttede N'Gira sig for at indfange de onde drømme og tilintetgøre dem. Men nogle gange fangede hun også de gode drømme, men de blev aldrig spist – i stedet blev de opbevaret ved hendes hjerte, hvor de kunne glæde hende mest...Læs mindre

De nyudklækkede unger blev ved med at mosle rundt i reden. Morgenen var allerede godt på vej, og det var meningen at de nyudklækkede burde sove nu. Tauri havde fået ansvaret for dem den her morgen, men han trængte selv til at sove og begyndte at blive irriteret på de små. ”Læg jer nu til at sove,” brummede han ogLæs mere lukkede øjnene. ”Vi kan ikke,” peb E'Chior (Månelys Frembringeren). ”Nej, fortæl os en historie!” brød Ranthia (Natluskeren) ind. ”En om stjerner!” ønskede Ziel (Stjernetegns Giveren) hurtigt. ”Fal'Dara, kan du ikke bringe os lidt søvn?” spurgte Tauri træt. ”Nej, jeg vil også høre historie. Desuden virker min evne ikke på drager,” svarede Fal'Dara (Søvnens Budbringer). ”Godt, så får I en historie – men I forholder jer i ro og prøver at sove så,” sagde Tauri bestemt. De nyudklækkede unger nikkede gladelig. Og så begyndte Tauri på en historie om nogle af hans yndlingsstjerner på nattehimlen. Hen mod slutningen var E'Chior og Ranthia allerede faldet i søvn og de sidste gabte trætte. ”Slut,” hviskede Tauri træt og lod sine øjne falde i. ”Hvorfra kender du den historie?” spurgte Ziel med et halvkvalt gab. ”Jeg læser stjernerne og deres historier,” svarede Tauri. ”Sov nu,” nødede han dem. ”Men hvem laver historierne?” spurgte Fal'Dara. ”Det gør de personer eller væsner som er involveret – og så har Idra også lidt med det at gøre,” svarede Tauri. ”Skæbnespinderen?” spurgte Fal'Dara nysgerrigt. ”Ja, men det kan du høre mere om senere. Nu skal I sove,” sagde Tauri afsluttende og Fal'Dara lukkede øjnene. Tauri sukkede tilfreds. Endelig kunne han sove, og når han vågnede igen, så ville det atter være nat og så kunne han tyde stjernerne igen. Måske ville en ny historie være kommet til?...Læs mindre

Det snehvide æg rokkede faretruende i reden. Nochra (Tusmørkeskaberen) betragtede det roligt. En revne kom til syne i skallen og så én til og én til – til hele overfladen var dækket af revner. Skallen klækkede og et lille hvidt hoved kom til syne i toppen. Øjnene var grønne og den lille Læs merehan peb nysgerrigt op mod nattehimlen, som var helt sort. Nochra skulle lige til at fortælle sin nye unge, at det var nattehimlen, ungen så på, da endnu en æggeskal fløj af og endnu et hvidt hoved dukkede frem fra ægget og kiggede op mod himlen. Tvillinger! Det var aldrig sket før. Den lille hun blinkede med sine gyldne øjne op mod himlen og udstødte en lille trille. En skinnende hvid prik kom til syne på nattehimlen og hendes bror peb fornøjet. Den første stjerne var blevet skabt. Nochra nussede de to unger med sin snude. ”I skal hedde Tauri og Chrys – Stjernetyderen og Stjerneskaberen”Læs mindre

Udraz glædede sig! Natten var ved at falde på og N’Gira havde lovet ham, at han måtte flyve med hende i nat og opleve drømmene på tæt hold. “Er du klar?” spurgte N’Gira og landede bag ham på skyen. “Ja!” peb han med sin lille stemme og hans øjne glødede rødt i mørket. “Så følg med!” N’Gira kastede sig Læs mereud fra skyen og gled hurtigt gennem natten. Udraz skyndte sig efter hende. Et øjeblik frygtede han, at hun ville flyve fra ham, men hun ventede roligt på ham. “Hvor er drømmene?” spurgte han, da han kom op på siden af hende. “Kan du ikke fornemme dem? Prøv at lukke øjnene og snus ind,” opmuntrede hun ham og han gjorde, som hun sagde. Drømmenes duft flød op mod ham og han mærkede sødmen rive ham i næsen og han nøs. N’Gira lo let. “Hvordan kan du holde den søde lugt ud?” spurgte han og rynkede på snuden. Han havde forventet noget andet. En mere varieret duft end det de kunne lugte lige nu. “Det er håb, glæde. Alt det gode tobenede drømmer om, som du kan lugte. De giver mig glæde. Men nogle gange er der også frygt og den bryder jeg mig ikke om. Som for eksempel den dér,” forklarede N’Gira og dykkede mod en drøm, som ganske rigtig duftede anderledes. Der var en slags skarp lugt ved den. Det dæmpede det søde, gav drømmen en anden lugt. N’Gira fangede det ind og pludselig vældede søde lugt frem igen og Udraz trak sig lidt væk. “Hvad er der galt, lillebror?” spurgte N’Gira forundret. “Jeg troede, du elskede drømmene, ligesom jeg?” “Det gør jeg også, men de plejer at dufte anderledes. De plejer at have et væld af dufte. Fremmede. Aldrig ens. Det hér er for meget sødt,” klagede han skuffet. “Hmm, måske bør vi tale med Fader om det her,” foreslog N’Gira og vendte sig i luften. Så slog hun med vingerne og Udraz måtte kæmpe med at følge med. Det tog dem en rum tid at finde Uzul, som spredte sine drømme udover landet under sig. “Fader, vent. Vi har et spørgsmål,” kaldte N’Gira og Uzul drejede sit hoved mod dem. “Spørg, mens jeg arbejder,” svarede han kort. “Udraz og jeg elsker begge drømmene, men Udraz kan ikke klare duften af de glade og lykkelige drømme,” begyndte N’Gira at forklare og Udraz bød straks ind: “De dufter alt for sødt! Ikke forskelligt som nogle her gør.” Han så glad ned over landskabet, hvor han kunne skelne de lykkelige, sødmefyldte drømme fra de andre mere nuanceret drømme, som havde en krydret lugt. “Det er fordi du beskytter glæden og håbet i drømmene, N’Gira. Du ændrer dem. Fjerner det som kan true dem. Det får dem til at dufte kraftigt af sødme. Det er ikke forkert, men det kan bringe tingene ud af Balance, hvis du ikke får lidt modspil. Og den opgave påfalder Udraz,” svarede Uzul, som var det det mest logiske i verden. “Mig? Hvordan det?” spurgte Udraz uforstående og så overrasket på N’Gira, som så lige så overrasket ud. “Du foretrækker forskellene i drømmene. Det er frygtens nuancer, som lokker dig. N’Gira beskytter ganske vist håb og glæde, men ingen kan håbe og glæde sig, hvis de ikke kender til frygt. Drømmene er tosidede. Drøm og mareridt. Din opgave Udraz bliver at skabe mareridt. Sammen skal I holde Balancen ved lige,” fortalte Uzul træt og de bemærkede at natten var ved at gå på hæld. “Det når jeg ikke i nat,” mumlede Udraz skuffet og så hvordan Uzul svang sig opad for at forsvinde tilbage i Intetheden. “Natten kommer igen, lille Udraz. Med tiden vil du blive Mareridtets Mester,” og med de ord forsvandt Uzul. Udraz og N’Gira så på hinanden en kort stund. “Lad os flyve hjem til reden og planlægge, hvordan vi kan holde Balancen, men jeg kan ikke love dig, at jeg ikke spiser frygten,” advarede N’Gira. “Det går nok. Jeg kommer nok også til at begå lidt fejl,” svarede Udraz og glædede sig til at natten skulle komme igen, så han kunne skabe sit første mareridt. Læs mindre

L'Ithril tog sig et velfortjent solbad på en dejlig, stor, blød sky og vendte mageligt sin bug op mod de varme stråler. Hun elskede at solbade. At føle varmen i sine mørkrosa og lyse skæl. Solens stråler trak i hende. Det var ved at være tid. Lige siden den dag hun Læs merevar brudt ud af sin skal i sollysets midte på en sky, havde hendes skæl fanget strålerne og givet himlen et nyt lys. ”Aftenrøde” havde man kaldt det. Et lys der kun kom, når hun badede midt i solens stråler på et ganske særligt tidspunkt af dagen. Når solen dykkede mod horisonten og kort før Nochra (Tusmørkeskaberen) ville fylde himlen med tusmørket og dets mange farver. L'Ithril vendte sig rundt igen og så op mod solen. Det var tid til at bringe aftenrøden frem på himlen. Med et lille hop sprang L'Itril ud fra skyen, faldt et øjeblik, før hun sejlede op mod solen og den plads, der kun var for hende...Læs mindre

Moray (Solopgangens Kalder) puffede til sin nyudklækkede bror, Ildari (Solstrejfs Bringeren). Det var næsten tid til at kalde solen op og Ildari skulle bringe solstrålerne frem. Nøjagtig som han havde gjort, da han havde set hende kalde Læs meresolen op forleden dag, hvor han blev udklækket. Ildari rørte på sig og Moray puffede kærligt til ham igen. Han åbnede øjnene og slog en glad trille, da han så hende. Moray spredte sine syrenfarvede vinger, tog tilløb og lettede fra jorden. Hun kæmpede sig et stykke op på himlen før hun påbegyndte sin sang. Solen steg og under sig hørte hun Ildari istemme hendes sang og de første solstråler faldt ned på reden og ramte de to æg, som lå tilbage. Solstrålerne havde knap ramt æggene, før et rødt hoved brød ud af det ene æg og gav sig til at synge endnu højere end både Moray og Ildari. Hendes sang vækkede de sovende på jorden og bekendtgjorde, at morgenen havde indtruffet. Deres far Orchrid (Morgendagens Beskytter) lo hjerteligt og hjalp den nye unge ud af sin skal. ”Dit navn skal være Airy, du lille, Morgengryets Bebuder,” rungede hans dybe stemme og Airy slog nogle glade triller til svar. Legenden siger, at Airy genskaber sin æggeskal omkring sig hver aften for at kunne bryde ud af den, når de første solstråler skabt af Ildari rammer den, så hun kan synge sin bebudelse af morgengryet.Læs mindre

Døden fascinerede Ilya. Dens mange ansigter. Men larmen brød hun sig ikke om. Al det skrigeri, tiggen om nåde, gråden – det skar i hendes ører. “Der må være en anden måde. En mere stille måde at tildele døden på,” tænkte hun. Ilya prøvede den ene metode efter den anden, men Læs mereingen af dem var stille. Ikke før hun så en blive kvalt. Hun spilede øjnene op. Den metode havde potentiale, men der var for meget kamp mellem de indvolverede. “Hvad nu hvis man ikke behøvede at lægge hånd på ofret med voldelig hensigt?” grundede hun. Ilya tænkte længe over denne gåde. En dag da hun lå på en græsplet i en skov og stirrede ud i luften, blev hendes tanker afbrudt af Kair (Jægeren): “Jeg ville ikke spise den svamp, hvis jeg var dig,” sagde han. “Hvorfor ikke?” spurgte Ilya og så først rigtigt nu på svampen. Den var orange med brune pletter. “Du vil få underlige drømme og en murren i maven. De tobenede bliver utilpasse af den,” forklarede Kair. “Interessant,” nikkede Ilya og åd svampen. Det tog hende mange forsøg, men til sidst lykkedes det Ilya at lave sin egen udgave af svampen. Hun så spændt til, da en tobenet tog en bid af den. Et smil krusede Ilyas læber – dødens ansigt var smukt at beskue og der var endelig stille. Siden har Ilya skabt mangen en gift og er kendt som Forgiveren...Læs mindre

Areol svævede rundt mellem de blankpoleret, sorte marmorsøjler. Der var intet tag på søjlerne, men det passede hende fint. Så var det lettere at komme ind og ud for hende og hendes søskende. Det var her de boede og her de fik besked, når der var brug for dem – eller rettere hendes søskende fik besked. Lige siden de var Læs mereblevet udklækket havde både hendes bror og søster vidst, hvad de skulle. Hun vidste endnu ikke, hvad hun skulle få tiden til at gå med. Alt hun vidste, var, at hun kunne lide at være her. Deres sidste bror fra kuldet havde altid foretrukket at være udendørs og rode med knoglebunker og lig. Et brøl sønderrev luften over Areol og hun så forskrækket op. Nogen var vred. Meget vred. Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle søge længere væk, men så fornemmede hun pludselig flere af sin æts tilstedeværelse og hendes nysgerrighed blev vakt. Hurtigt sprang hun ud i Intetheden, hvorfra brølet var kommet. Et særegent syn mødte hende, da hun kom ud i Intetheden. Der var indtil flere drager samlet her, så en af dem havde skabt et midlertidigt underlag for dem alle, som de kunne stå på, så de ikke behøvede at svæve rundt. Hun genkendte øjeblikkeligt sine ætlinge – Gnash (Livsstjæleren) og Cith’Ra (Sjælehøsteren) stod i midten overfor den urgamle M’Ora (Livsgiveren) fra Vandslægten, som skældte voldsomt ud: ”I ødelægger liv uden grund!” brølede hun vredt og så derpå hvast på den urgamle Iriel (Sjælebeskytteren): ”Lær dine unger at styre deres appetit!” Iriel lå med sammenfoldede vinger og så et kort øjeblik på sin mage D’Grar (Gådestilleren), før hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod M’Ora: ”Mine unger følger deres instinkt, nøjagtig ligesom dine,” lød det silkeblødt. ”Har I mistet forstanden? Vi skal beskytte denne verden – det er derfor, vi tog ud af Intetheden i første omgang. Hvad er der at beskytte, hvis disse to ødelægger al liv?” spruttede M’Ora harmdirrende. ”Det er ikke kun os, som tager liv – vi tager det kun, når det er tid. Vi tvinger ikke de tobenede eller firbenede at slås med hinanden,” svarede Cith’Ra indigneret og rettede sit blik mod den lille forsamling af Krigsslægten, der var til stede. M’Ora skulle lige til at begynde igen, denne gang mod Krigsslægten, da D’Grar brød ind: ”Du har ret M’Ora.” Alle så forundret på ham. Det var sjældent, han sagde noget og det var endnu mere sjældent, at han ikke talte i gåder. M’Ora så tilfreds på ham. ”Så hvad vil du gøre D’Grar? Hvordan vil du opveje for de tabte liv, som ikke behøvede at være tabt?” spurgte hun. Areol så spændt på sin far. Hvad mon han ville svare? ”Det ved jeg ikke,” svarede han ligeud. M’Ora så skuffet på ham, men så fulgte han op med et uventet svar: ”Men det gør Areol.” Alles øjne vendte sig mod Areol, der forsøgte at gemme sig, men da hun først var blevet peget ud, måtte hun stå frem. Hun lod sig svæve ned foran M’Ora, der var enorm at se på. ”Så, lille unge, hvordan vil du løse det her?” spurgte M’Ora skeptisk og Areol sank en klump. Hvad skulle hun dog sige? Hun så hen på sin far, men D’Grar så blot opmuntrende på hende. Og hun så på sin langt ældre bror og søster. ”Nå?” lød det utålmodigt fra M’Ora. ”Hvordan vejer du et liv?” spurgte Areol og så på M’Ora. ”Vejer et liv?” spurgte den urgamle drage forundret. ”Ja. Hvis jeg skal dømme i denne sag, så må jeg vide, hvordan du vil veje de tabte liv mod de retmæssigt taget liv,” svarede Areol og for hvert ord blev hun mere sikker på sig selv. Og inden M’Ora kunne tage til genmæle fortsatte Areol: ”Jeg forstår Dit tab, M’Ora, og jeg forstår jeres instinkt bror og søster, men denne verden mangler noget. Den mangler balance og det vil jeg rette op på. Jeg vil være Balancens Vogter og når noget kommer ud af balance, så henvender I jer til mig og accepterer mine løsninger. Kan alle acceptere det?” spurgte hun og så forventningsfuldt på M’Ora og de andre. ”Accepteret,” nikkede M’Ora og den første af mange vægtskåle blev skabt til Areol og hendes hverv...Læs mindre

Hans mave knurrede faretruende. Han havde været sulten i flere uger nu. Han kunne være taget med Ulcis (Hadets Frembringer), men så ville han kun have fået små mundfulde. Strid skabt af had smagte fint, men det var kun dessert, når han ikke selv havde avlet striden – og han trængte til et hovedmåltid. Han sukkede. Hvis der Læs merenu bare havde været krig, så ville han kunne spise sig så mæt, at det ville vare flere år, før han igen havde brug for et større måltid. Men der var ikke krig. ”Måske er det på tide at skabe et mindre oprør et sted,” mumlede han for sig selv og gik på vingerne for at finde et tiltrængt måltid. Der gik flere dage før Tydiriel endelig fandt et område, hvor der var masser af tobenede. Straks han fik øje på dem gjorde han sig så lille, at ingen ville bemærke ham. Så fløj han ned iblandt dem for at danne sig et indtryk af stedet … En uge senere forlod Tydiriel området, mæt og tilfreds. Han havde hvisket nedrige ord i ørerne på hannerne, fristet hunnerne med smukke ord, iscenesat situationer der kunne tolkes på mere end en måde og så havde han lænet sig tilbage og nydt forestillingen, alt imens striden voksede, delte og forplantede sig til flere og flere – og han havde suget al denne næring til sig. Han følte sig tilpas og mæt nu, og der var ingen grund til at dræne området for mere lige nu – det var ikke tid til at starte en krig endnu. Det var for tidligt endnu, og krigen ville knap være begyndt, før den var slut igen. Desuden var korte krige kedelige og uden ret meget næring. Men snart … Snart ville han begynde at brygge på en krig... Læs mindre

Ulcis kedede sig i sin hule. Det var længe siden, at han var blevet tilkaldt og han længtes efter at opsnuse frøene til krig. Engang havde han og slægten mæsket sig på slagmarkerne. De havde skabt stærkere tobenede gennem krig. Tobenede som bedre kunne forsvare sig mod uhyrerne fra Intetheden. Men Læs merede andre slægter havde følt, at de havde tæret for hårdt på de tobenede. Så nu måtte de vente. Vente og sulte. Ulcis knurrede lavmælt ved tanken. Had var hans drivkraft og hvad han næredes af. “Nok må jeg ikke starte en krig, men jeg skal dog spise,” tænkte han og arbejdede sig ud af sin hule. Det var skumringstid, da han kom ud og han smilede bredt. Mørke tanker og følelser voksede bedst i nattens mulm og mørke. Med et par hurtige skridt, foldede han sine vinger ud, slog med dem og svang sig op i mørket. Han svævede gennem det kølige mørke og snusede godt ind. Han havde brug for en stor forsamling tobenede. Måske tæt på et af skygge-punkterne? Han drejede let og lagde en kurs. Efter en times tid mærkede han forandringen i luften. Han tog en dyb indånding igen og bemærkede de forskellige dufte, der slog ham i møde. Her var potentiale. Han kunne lugte frygt, mistillid og … dér. Et lille frø af had som blot ventede på at blive vandet. Han dykkede og mens han suste ned mod jorden mindskede han i størrelse til han til sidst ikke var større end en sommerfugl. Han fløj ind mellem husene og søgte sit bytte. Tre dage senere forlod Ulcis byen, mæt og tilfreds. Bag ham var nogle af de tobenede i gang med at bygge et stort bål op omkring en høj pæl. På vejen væk mødte han Sangell (Hemmelighedernes Mester). “Hvad har du lavet?” spurgte Sangell nysgerrigt. “Et festmåltid. Til dig og de andre,” svarede Ulcis og Sangell grinede bredt, åbnede sit gab og udstødte, hvad der lød som et stort hæst åndedrag, men Ulcis vidste bedre. Om lidt ville de andre komme og overvære hans værk - og blive mætte for en tid.Læs mindre

Det siges, at den dag da Silana brød ud af sin skal, at hun gjorde det med så stor magt, at noget af hendes magt satte sig fast i hendes æggeskaller. Hendes far, T’Galion (Magthaveren), anerkendte hendes styrke og besluttede at bruge hende som sit personlige sendebud. Så når Læs mereen tobenede eller firbenede skabning gjorde sig fortjent til at få tildelt magt og T’Galions velsignelse, så blev Silana sendt af sted med et stykke af sin æggeskal til den udvalgte. Æggeskallen var et symbol på magt og forstærkede den magt den tobenede eller firbenede allerede selv havde udvist og blev som regel båret synligt for vise T’Galions gunst frem. Men mistede man T’Galions velsignelse, så forsvandt æggeskallen tilbage til Silana...Læs mindre

Arachi skrabede den bløde muld hen over agernet. Med lidt tid ville det vokse op og blive et fint træ sammen med resten af sine søskende. Hun så tilfreds ud over den begyndende skov. Den mindede hende meget om den første skov, hun havde set og sidenhen valgt at beskytte sammen med resten af skovene. Hun gemte Læs merelidt af skovens frø bag et af sine skæl på bugen. Hun havde gennem tiden lært at opbevare frøene dér i sikkerhed og uden gene for sig selv. De var gode at have, når det blev tid at plante nye træer for at bevare skoven... Et forpint hvin skar igennem vinden og nåede hendes ører. Træer blev pint et sted! Ikke i denne skov, men i en anden. Hurtigt rejste hun sig på bagbenene og skød op gennem luften i et mægtigt spring. Først da hun var fri af træernes kroner slog hun vingerne ud og strøg mod hvinene. Snart ville nogen lære hvad det ville sige, at gå på hugst i hendes velsignede skove! Hun havde sørget for rigeligt med skove, som man kunne bruge af efter forgodtbefindende, men de skove som hun havde velsignet og nøje udvalgt - dem lod man være i fred, hvis man vidste, hvad der var godt for en selv. Skoven kom til syne i horisonten, hvinene blev højere og Arachi blottede sine tænder et øjeblik inden hun lod et øresønderrivende brøl flænge luften foran sig. Træerne bøjede sig for hende og gjorde plads - vreden skyllede igennem hende...Læs mindre

Tidligere havde bladet på grenen haft en saftig grøn farve, ung og frisk. Nu, hvor sommeren gik på hæld, havde bladet skiftet farve. Det var gået fra en frisk, lys grøn farve, til mørk til den nu var falmet og sprød, mere mosgrøn og uden liv. Snart ville de andre blade følge den. Nogle Læs mereville endda blive gule og orange eller røde, før de krøllede sig sammen og faldt af grenene. Men Waldor havde altid holdt mest af de grønne nuancer. Det var også derfor han havde valgt deres farver i stedet for de gule, orange og røde. De hørte mere til efteråret efter hans mening, og Augr bar dem smukt. Som hvis han havde kaldt på hende, strøg hun gennem luften over ham. En efterårsvind var ved at bygge op efter hendes hale. "Det er tid," hviskede han, men selv hans hvisken var som en god blæst og det falmede, grønne blad blæste af grenen og flød med vinden. De andre blade på grenene, som blev fanget i blæsten fra hans ånde begyndte straks at skifte farve. Waldor rejste sig fra sin lysning under de ældste træer i verden og i et enkelt spring var han oppe i luften, foldede sine vinger ud og strøg gennem luften. Løvets tid og dermed sommeren var forbi. Det var tid til at gøre klar til Augrs flyvning - og det begyndte som altid med Waldors rejse...Læs mindre

Augr ventede oppe på sin yndlingsafsats på bjerget og betragtede de frodige skove, marker og enge under sig. Sommerens høst var allerede i gang, men det gik så langsomt - alt for langsomt. Hun slog rastløst med halen, der glimtede i sommersolen. Det var altid sådan her. Hun sov om vinteren, men Læs merenår foråret kom, så vågnede hun og utålmodigheden og rastløsheden begyndte at bygge op i hende. Langsomt, altid langsomt, indtil hun ikke kunne holde det ud længere og bare måtte komme afsted og slippe alle sine kræfter løs igen. Hun bragte efteråret med dets hidsige og impulsive temperament - og hun elskede hvert sekund af det. Hun kastede endnu et blik ned mod jorden under sig. Der så ikke ud til at være sket noget. Var det for tidligt? Nogen gange havde hun været lidt for hurtig ude, men det kunne hun vel ikke gøre for? Hun måtte bare flyve! Og nu måtte de da have haft sommer nok for i år, nu måtte det være hendes tur! Augr rullede sig ud over afsatsen og fløj i retning mod Waldors hjem. Det var på tide at sætte ham ud på sin rejse, så hun selv kunne komme afsted...Læs mindre

Haren vejrede i luften. Der var noget, som lugtede anderledes, men den kunne ikke greje hvad. Kair lå helt stille på jorden. Hans skæl havde antaget den samme farve, som de omgivelser han var i. Han ventede tålmodigt på, at haren faldt til ro igen. Haren trippede lidt, men lod sig så friste af bærrene på en busk. Kair sprang Læs mereog fangede med lethed den skræmte hare under sine forben. Han dræbte den ikke, for han var ikke sulten. Efter et øjebliks tilfredshed over at jagten var lykkedes, trak Kair sine klør og forben til sig, så haren kunne spurte afsted. ”Var det sjovt?” spurgte Kairs bror, Essar (Bjergvogteren), der havde holdt øje fra luften og nu landede ved siden af Kair. ”Lidt. Men der er ikke ret meget udfordring i det længere,” tilkendegav Kair og antog sin normale grønne farve. ”Hvorfor så ikke jage noget større?” spurgte Essar og gnubbede sit hoved mod et træ, fordi det kløede. ”Det har jeg tænkt på, men hvad skal jeg jage? Der er ikke rigtig nogen større dyr i den her skov, som jeg må jage for Arachi,” svarede Kair opgivende. ”Så tag et andet sted hen,” foreslog Essar muntert. Kair så et øjeblik overrasket ud, men grinede så. ”Det tror jeg, jeg vil,” svarede han og sprang straks op i luften, og efter et par kraftige vingeslag kom han op over skoven. Essar fulgte efter. ”Jeg må hellere vælge noget andet end en skov,” mumlede Kair for sig selv, men Essar hørte ham godt. ”Du må gerne jage i bjergene – så længe du ikke forstyrrer den naturlige balance for meget. Så får vi bare begge to problemer,” svarede Essar ham med et grin, hvorefter han satte kurs mod en af sine yndlingsbjergkæder. Kair studerede bjergkæden nysgerrigt for dyreliv. Det dyr han ville prøve at jage, skulle være af en ordentlig størrelse. Hans øjne fangede antydningen af spor i sneen på bjerget og Kair landede behændigt for at se nærmere på dem. Poteaftrykkene var fine og af en god størrelse. Det her dyr ville være fint at jage. Kair gik straks i gang med at snuse til sporene, derefter til vinden og lettede så igen. Han fløj et stykke efter sporene for at sikre sig retningen, inden han skar genvej for at nå foran dyret. Flere gange undervejs tog han bestik af dyrets lugt og at det stadig burde være i nærheden, før han besluttede sig for at lægge sig på lur efter det. Straks han havde lagt sig, skiftede hans skæl farve, så det passede med de nye omgivelser. Nu gjaldt det bare om at vente. Der gik ikke så lang tid, før Kair bemærkede at dyrets lugt blev kraftigere. Dyret nærmede sig og Kair skærpede sine sanser, for at kunne høre og dufte det ordentligt. Det store kattedyr kom luntende gennem sneen med sit eget bytte i munden. Den stoppede op, da den pludselig vejrede en ny duft på sine enemærker. Dens bevægelser blev mere vagtsomme, men kattedyret tog kun et enkelt skridt frem, før den slap sit bytte og brølede ad Kair. Kair lod sin kamuflage falde og brølede igen ad kattedyret – ikke truende, men anerkendende over, at hans bytte havde opdaget ham. Han havde tilsyneladende mere at lære endnu for at være en dygtig jæger – hvilket han blev og fik tilnavnet Jægeren...Læs mindre

”Burde du ikke snart gå på vingerne Forell?” spurgte E'Wyn (Årstidskalderen) ham, da hun så, at han stadig plaskede med sin hale ned i søen. ”Ikke endnu. Foråret er kun lige begyndt,” mumlede Forell, mens han forsøgte at fange den regnbuefarvede fisk i søen med sin hale, men Læs mereden smuttede hele tiden fra ham. ”Foråret har stået på i flere måner nu. Hvis du ikke snart går på vingerne, så bliver der ingen sommer i år,” sagde hans mor advarende. Forell så forskrækket op. ”Hvad mener du?” spurgte han hæst. ”At hvis du ikke går på vingerne lige nu, så giver jeg din storesøster lov til at starte efteråret tidligere – og du ved, hvor ivrig hun er for at gå på vingerne,” sagde E'Wyn. Forells ben skrabede sand og småsten op i et virvar, da han fortumlet kom på benene. Hans grønne vinger flaksede ude af takt med hinanden, mens han desperat forsøgte at få kontrol over sin krop, så han kunne komme op i fart og lette. ”Jeg er på vej! Du må ikke sende Augr afsted endnu. Der er stadig tid!” pustede Forell, mens han løb hen op fra søens bred, slog med vingerne og lettede. E'Wyn rystede på hovedet af sin unge. Det ville blive en kort sommer i år – men sådan måtte det jo være. Nogle gange var det de andre, som var sene til at komme i gang med årstidsskiftet – men hun måtte indrømme, at Forell var den værste til det. Og alligevel var han elsket – både af de andre drager og de tobenede. Forell var kommet højt nok op på himlen til at fange solens stråler og efter et par solbadninger, strøg han af sted og ledte solens lys mod jorden og forstærkede dens varme med sine egne skæl. Sommeren var begyndt...Læs mindre

Bith’Ra fløj på tunge vinger gennem den sidste kolde luft, før hun forsvandt ind gennem åbningen på bjergsiden. Der var køligt herinde. Behageligt. Udenfor var vinteren slut, foråret var på vej og Bith’Ra var træt. Mæt og træt. Læs mere Hun slæbte sig gennem den lange gang og ind i det store kammer, som var hendes hjem. Hendes rede. Krystaller glitrede fra vægge og loft og gav en illusion af en frostklar vinternat. Bith’Ra så tilfreds op på loftet, gik en halv omgang om sig selv, før hun lagde sig ned og fandt sig til rette, før hun faldt i søvn efter en god lang vinter… Noget trak i hende og Bith’Ra knurrede let i søvne. Hun ville gerne sove lidt længere. Bare lidt. Det trak i hende igen og Bith’Ra åbnede dovent det ene øje. Krystallerne glitrede omkring hende. En kølig vind trak ind i hendes rede. “Vinter” Allerede?” tænkte hun træt og hendes mave begyndte at rumle. Hun var sulten. Hun trak vejret dybt og rejste sig langsomt op. Hendes krop var blevet slank, næsten tynd. “Hmm, måske mere mad denne vinter. Så kan det være, jeg kan sove lidt længere,” overvejede hun, mens hun bevægede sig mod udgangen af af bjerget. Hun kunne dufte slutningen på efteråret derude. Hvordan alting næsten holdt vejret og ventede. Ventede på hende. Hun så udover landskabet under sig og nikkede tilfreds. Det ville se smukt ud, dækket af sne og frost. Bith’Ra gik på vingerne, tog en dyb indånding, åbnede sit store gab og slap sit kald fri. Et kald fyldt med en høj, klar, lys lyd der afspejlede krystaller og frost og vinter for hende. I det fjerne kunne hun mærke Idrazir reagere og hun smilede. Vinteren var på vej.Læs mindre

Quari gik formålsløst rundt ved reden. Hendes søskende var allerede ude på eventyr, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. “Hvorfor ved jeg ikke, hvad jeg skal?” undrede hun sig med et dybt suk. Hun overvejede at flyve en tur, men hun gad ikke rigtig. En tom, hul følelse fyldte hende og hun traskede op i reden igen for at lægge sig ned. Læs mereHun vågnede ved at en stor snude puffede til hende. “Vågn op lille Quari,” lød hendes fars dybe, rumlende stemme. Sorell, Jordrysteren, så på hende og hun rejste sløvt sit hoved. Hun følte sig helt mat og ugidelig. “Hvad er der far?” spurgte hun med et gab.“Jeg fornemmer … tomhed i dig. Du mangler et formål,” svarede han og hun kunne høre hans bekymring. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal,” mumlede hun og stak snuden ned i reden igen. “Op, lille Quari! Du må ikke lade tomheden fylde dig!” advarede Sorell hende alvorligt og hun tvang sit hoved op igen. “Men … hvad skal jeg gøre?” spurgte hun forvirret. “Kom,” sagde han og vendte rundt og gik hen til klippekanten. Med et sidste blik over sin skulder på hende, foldede han vingerne ud og dykkede ned i dybet i bjerget. Forskrækket, krøb Quari hurtigt ud af reden og hen til kanten. Hun havde aldrig vovet sig nedad. Kun udenfor. Hun kunne ikke se sin far nede i mørket. “Kom, lille Quari,” lød hans dybe, rumlende stemme, men den kom langt væk fra. Quari tog mod til sig, foldede sine små vinger ud og sprang ud i mørket og dykkede nedefter. Jo længere ned hun kom, jo varmere blev luften. “Hmm, underligt,” tænkte hun, mens hun svævede nedad. Lidt efter fornemmede hun sin fars store skikkelse og hun landede i mørket ved siden af ham. Hendes syn var ved at vænne sig til mørket hernede og hun begyndte at ane konturerne omkring sig. De stod på en slags smeltet overflade i et stort rum, hvor flere gange førte ud i forskellige retninger. “Denne vej,” sagde hendes far og gik roligt afsted mod en større udgang. Hun fulgte efter og mærkede den sjove følelse under hendes fødder. Ujævn, men glat. Nogle steder var der afbilledet noget i gulvet, men hendes syn var ikke godt nok til at se, hvad. De kom gennem udgangen og varmen blev kraftigere og det samme gjorde lyset. Et stort krater var i midten af gulvet herinde og hendes far gik helt hen til kanten. “Kom og kig,” sagde han og hun adlød. Da hun kiggede ned i krateret, så hun noget, der mindede hende om flydende ild, fanget nede på bunden. Men der var ikke ret meget af det. Hun havde lyst til at røre ved det. Her var så dejligt lunt. Prøvende strakte hun sin ene klo ned i krateret og standsede så og så op på sin far. “Prøv bare,” sagde han roligt. Hun strakte sig længere frem, men kunne ikke nå. Hun mavede sig længere op på kanten af krateret og strakte igen ned efter den flydende ild. Hun ville bare gerne undersøge den. Hun strakte sig og strakte sig, da der lød et højt knæk og kraterkanten gav efter under hende og hun faldt ned i krateret og den flydende ild. Hun havde forventet, at hendes far ville prøve at gribe hende, men det eneste hun mærkede var den varme flydende ild, der svøbte sig om hende. Det var varmt! Og åh, så dejligt! Hun rullede sig i den flydende ild, indtil den klistrede sig til hele hendes krop, før hun forsøgte at flyve op fra kraterbunden. Hun havde halvt forventet, at det ikke var muligt, men efter et par forsøg, lykkedes det hende at komme op over kanten og ud på gulvet. I det øjeblik hendes ilddækkede fødder ramte gulvet, begyndte det at smelte under hende. Hun trådte et skridt baglæns og så at ilden havde fastgjort sig til gulvet i en klump. Nysgerrigt prikkede hun til klumpen med en klo. Den bevægede sig og en ide foldede sig ud i hendes hoved og hun begyndte at forme ildklumpen, som havde dele af gulvet med sig. Da hun var tilfreds, lod hun klumpen stå og begyndte at lave en ny klump. Bagefter en til og så en til. “Hvordan har du det nu, Quari?” spurgte hendes far, som havde valgt at lægge sig ned og observere hende. “Meget bedre! Det var sjovt. Kan vi gøre det igen? Når der kommer mere flydende ild i krateret?” spurgte hun ivrigt. “Hmm, det vil nok vare noget tid. Måske kan du selv skabe noget med din drageild? Men det må blive en anden dag. Det er snart spisetid, min lille stenformer,” svarede han og Quari kiggede på ham med hovedet lidt på skrå. “Stenformer?” spurgte hun undrende og smagte på ordet. Det lød rart. “Mmh. Du har lige formet nye sten og jeg vil tro, at du vil skabe mange flere. Det ser ud til at du har fundet dit formål,” svarede han og hun smilede glad. Læs mindre

Gorad gabte irriteret på sit klippefremspring. Han kedede sig. Bialo (Lavine Bringeren) fløj gennem luften og slog en kolbøtte af glæde. “Nogen er vist I godt humør,” konstaterede Gorad en anelse tvært. “Og hvorfor ikke? Jeg er på vej til at skabe en lavine. Vil du med?” spurgte Bialo muntert. Gorad tænkte sig om et øjeblik, men Læs merenikkede så. Det var bedre end at kede sig. De fløj et stykke vej til de nåede en anden bjergkæde. “Dér,” grinede Bialo og satte kurs mod et punkt på bjergkæden. Gorad fulgte efter, men vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han holdt sig lidt på afstand. Der gik lidt tid, men ingen lavine kom. Gorad fløj tættere på og kunne høre Bialo bande og svovle. “Hvad er der galt?” spurgte Gorad. “Pfft. De sten her vil ikke flytte sig!” pustede Bialo irriteret. Gorad så nøje på bjergvæggen og de sten, som Bialo ønskede væk, så lavinen kunne fortsætte. “Lad mig prøve,” sagde Gorad til sidst og fik lov til at komme til. Gorad forsøgte at skubbe, bide og løfte, men det virkede ikke. Til sidst blev han gal og slog til stenene med sin hale, så hårdt han kunne. Stenene knustes under slaget og lavinen rullede atter...Læs mindre

Det siges, at da den urgamle drage E'Wyn (Årstidskalderen) havde lagt sine første tre kuld, at der ikke ville komme flere årstider. Augr (Efterårest Bebuder) havde været den første, som var kommet i andet kuld. I det tredje kuld var så kommet Bith'Ra (Vinterkalderen) og Forell (Sommerbringeren) og E'Wyn fandt det godt, at året var delt i tre. Men Læs merenu lå det fjerde kuld æg i reden og var snart klar til at klække. E'Wyn havde ingen fornemmelse af, at endnu en årstid skulle være i blandt dem, hvilket hun havde haft med de to andre kuld. Det var vinter og vinteren havde varet længe nu. Det føltes som meget langt til sommer, selv for E'Wyn der ellers holdt af alle årstiderne. Det var hende, som kaldte dem til orden, når de ikke kunne enes om, hvornår de skulle skifte årstid. Og det var hende, som puffede dem i gang med at skifte årstiden, når tiden var inde til det. Men lige nu savnede hun mere sol og varme. Hun kunne godt tænke sig, at det nye kuld skulle bryde ud af skallen og blive mødt af varme og lys, frem for kulden og mørket. Et æg begyndte at rokke. E'Wyn så straks fascineret på det. Så rokkede ægget igen og en revne dannede sig. Omkring sig kunne E'Wyn høre, hvordan det begyndte at dryppe. Revnen på ægget blev større og nu kunne E'Wyn høre fuglekvidder udenfor og da det lille grønne hoved stak frem fra ægget, kunne E'Wyn mærke kulden forsvinde, da solen igen begyndte at lyse stærkere. Den ny lille drageunge gav et lyst skrig fra sig. Straks brød der små spirer frem fra jorden og knopper på træerne. Da ægget revnede lidt mere og en grøn hale slog ud, var det som om, at halen slog vinteren på flugt. E'Wyn så fascineret på sin lille unge. ”Dit navn skal være Lanoch – Forårets Bebuder,” sagde hun ømt og nussede ham kærligt...Læs mindre

Forårsvarmen som Lanoch (Forårets Bebuder) havde forårsaget fik to andre æg i reden til at rokke. Det første æg begyndte at slå revner og et lille sandfarvet hoved stak frem. Men i stedet for et skrig, gispede den lille unge efter vejret. E'Wyn Læs mereså bekymret på den og stak snuden ned til den og blæste varm luft mod den. Ved den varme lufts berøring, fik den lille unge det bedre, men så snart den lidt køligere forårsluft ramte, gispede den atter efter vejret. E'Wyn skulle til at blæse mere varm luft mod den, da det andet æg revnede og både et hoved og en hale stak ud fra ægget. Den lille unge gispede lige så besværet efter vejret som den første. Straks blæste E'Wyn varm luft mod begge unger og de trak endnu en gang vejret bedre for en kort stund. Da E'Wyn blæste for tredje gang mod ungerne, trak den anden unge den varme luft godt ned i sine lunger, hvorefter den blæste det hele ud igen med en så høj tone, at den knap kunne høres. Et øjeblik blev alt stille, men så rystede jorden omkring dem. I en cirkel på omkring nogle og halvtreds meter hele vejen rundt om reden, forsvandt resten af sneen sammen med de få totter af grønt, som Lanoch havde fremkaldt. I stedet blev jorden pludselig forvandlet til gyldent sand og varmen steg betragtelig i reden og indenfor sandområdet. De to små unger begyndte at trække vejret lettere på egen hånd nu. Så snart den havde fået vejret, gav den første unge et par triller fra sig og straks hvirvlede sandet op udenfor reden og blev båret direkte hen til ungen, hvor den lykkelig badede i det neddryssende sand. E'Wyn smilede ad dem: ”Du skal hedde Gol'Mar (Ørkenskaberen)”, sagde hun til den anden unge, som havde frembragt den lille ørkenplet. ”Og du skal hedde Kaniel – Sandhvirvleren”, sagde hun til den første. Læs mindre

Forårsvarmen som Lanoch (Forårets Bebuder) havde forårsaget fik to andre æg i reden til at rokke. Det første æg begyndte at slå revner og et lille sandfarvet hoved stak frem. Men i stedet for et skrig, gispede den lille unge efter vejret. E'Wyn så bekymret på den og stak snuden ned til den og blæste varm luft mod den. Ved Læs mereden varme lufts berøring, fik den lille unge det bedre, men så snart den lidt køligere forårsluft ramte, gispede den atter efter vejret. E'Wyn skulle til at blæse mere varm luft mod den, da det andet æg revnede og både et hoved og en hale stak ud fra ægget. Den lille unge gispede lige så besvaret efter vejret som den første. Straks blæste E'Wyn varm luft mod begge unger og de trak endnu en gang vejret bedre for en kort stund. Da E'Wyn blæste for tredje gang mod ungerne, trak den anden unge den varme luft godt ned i sine lunger, hvorefter den blæste det hele ud igen med en så høj tone, at den knap kunne høres. Et øjeblik blev alt stille, men så rystede jorden omkring dem. I en cirkel på omkring nogle og halvtreds meter hele vejen rundt om reden, forsvandt resten af sneen sammen med de få totter af grønt, som Lanoch havde fremkaldt. I stedet blev jorden pludselig forvandlet til gyldent sand og varmen steg betragtelig i reden og indenfor sandområdet. De to små unger begyndte at trække vejret lettere på egen hånd nu. Så snart den havde fået vejret, gav den første unge et par triller fra sig og straks hvirvlede sandet op udenfor reden og blev båret direkte hen til ungen, hvor den lykkelig badede i det neddryssende sand. E'Wyn smilede ad dem: ”Du skal hedde Gol'Mar (Ørkenskaberen)”, sagde hun til den anden unge, som havde frembragt den lille ørkenplet. ”Og du skal hedde Kaniel – Sandhvirvleren”, sagde hun til den første...Læs mindre

Intetheden var tør. Knastør. Hans hud var tørret så meget ind, at den skællede. Hist og her var skæl blevet løse og begyndt at falde af. Det værkede i hans led og muskler, når han bevægede sig. Hans vinger nærmest knirkede, når han spredte dem ud og foldede dem sammen igen. Sår Læs merevar begyndt at vise sig der, hvor huden var mest tørret ind ved de led, han brugte mest. Han gled langsomt gennem Intetheden, da han ud af øjenkrogen fangede et lysglimt. Ganske langsomt vendte han sit store hoved mod lyset og bevægede sig mod det. Hans krop værkede under bevægelserne, skæl faldt af, hud sprak og blod piblede ned langs hans side. Men han tog sig ikke af det. Han havde vænnet sig til smerten. Lyset blev kraftigere og changerede i blå og grønne toner. Da han kom tættere på, kunne han se, at der var tale om en revne i Intetheden. Uden yderligere omtanke slog han en saltomortale og kom på god afstand af revnen. Hans hud sprak flere steder og flere skæl fløj af, men han tog sig ikke af det. I stedet satte han farten op direkte mod revnen og brød igennem den. Vandet omsluttede ham fra alle sider. Sårene blev svalet. Huden blødgjort. Han kunne bevæge sig mere frit igen. Han fleksede prøvende vingerne. De knirkede lidt, men ved hvert vingeslag, blev det mindre og mindre. Han strøg gennem havet. Rullede rundt. Dykkede og jagede fiskene op. Legede i det våde element, som var hans element. Nogle steder trængte sollyset helt ned til havbundens sand, koraller, sten og liv. Andre steder var der mørkt som natten og koldt. I lang tid udforskede han sit nye domæne. Hans krop var næsten som ung igen. Nye skæl var på vej, men pludselig begyndte resten af livet i havet at svinde bort. Han havde altid været påpasselig med sine måltider – aldrig spise mere end nødvendigt og lade de unge være, så der kunne komme mere liv til havet. Men nu var havet stille. Han begyndte at spore det liv, som plejede at holde til i koralrevene og opdagede, at koralrevet var slået i stykker. Af noget stort og voldsomt. Han ledte videre og kort tid efter hørte han et forpint delfinskrig. Han satte farten op og da han brød op over en sandbanke, så han en delfin kæmpe for at slippe bort fra en stor, lang krop, der mest af alt lignede en lang, skællede hale. Bæstet var rødt med sorte finner og en let raslende hale. Og dens størrelse var tæt på hans egen. Delfinen var trængt op i en krog mod en klippevæg, men den var for såret til at kunne svømme op uden at blive snuppet af det røde bæst. K'Har satte af fra sandbanken, strakte sine kløer ud i fuld længden og åbnede gabet klar til at bide sig fast i det røde bæst. Det røde skællede hoved snurrede omkring mod ham, men den kunne ikke nå at flytte sig, før K'Hars kløer borede sig ind i det og tvang det ned mod havbunden med al sin vægt. Det røde bæst piskede med halen og forsøgte med sit store gab, der var fyldt med sylespidse, lange tænder at bide K'Har. Men K'Har var en langt mere erfaren jæger end det røde bæst og efter en kort, men brutal kamp – kunne K'Har slippe det røde bæst igen, der nu lå stille på havbunden. K'Har slikkede sine sår, mens delfinen kom hen og strøg sig ganske let op ad ham som tak. ”Hvor kommer den fra?” brummede K'Har og kiggede ned på det røde bæst. Delfinen svarede med en række lyde, før den svømmede bort. ”Så – du er ikke alene,” brummede K'Har og så irriteret på det røde bæst. Hans nye domæne var i fare for at blive udryddet for liv, hvis disse røde bæster ikke blev holdt i skak af nogen. De kunne gøre havet til et nyt sted for Intetheden. ”Det må ikke ske,” mumlede K'Har for sig selv og så sig tilbage i den retning, han var kommet fra. Han kunne høre hæse skrig i det fjerne, som ikke tilhørte det liv, han kendte fra havet. ”Havet er mit domæne. Og jeg vil vogte over det til evig tid. Hvis I skal være her – så bliver det på mine betingelser!” brølede han mod de tre lange, røde skikkelser, der kom piskende imod ham ... Således begyndte K'Hars bevogtning af havet for mange, mange, mange år siden ...Læs mindre

“Kom nu Idrazir! Flyv op til os!” kaldte Farmiel (Brisekalderen), mens han slog kolbøtter i luften. Idrazir havde foldet sine vinger ind til kroppen og løb rundt nedenunder dem. “Det kan jeg ikke! Det er ikke tid endnu!” råbte han op til dem og så længselsfuldt på de andres leg i luften. “Åh, kom nu! Hvad Læs mereer det værste, der kan ske?” spurgte Quari (Stenformeren), mens hun prøvede at fange Farmiel, der endnu en gang smuttede fra hende i luften. “Ubalance,” svarede Idrazir alvorligt. Han kunne mærke det helt ind i sine knogler, at det ville være forkert at flyve. Han var nødt til at vente. Sådan var det bare. Bith’Ra (Vinterkalderen) havde ikke kaldt på ham endnu. Først når kaldet havde lydt, kunne han flyve. Men så ville han også have hele vinteren til at flyve i. Resten af året brugte han sine ben. Og det var fint. Han havde stærke ben. Han var hurtig og adræt på jorden ligesom i luften. Men han savnede at lege med dem deroppe… “Men det er næsten vinter. Måske har Bith’Ra sovet over sig? Hvem siger, at du ikke skal flyve endnu?” spurgte Farmiel opmuntrende. Idrazir kunne høre, at de gerne ville lege med ham og det var fristende at folde vingerne ud. Han var faktisk ved at løsne dem ved tanken, men stoppede sig selv. Balancen kom først! Det vidste han og det gjorde de også. “Det går ikke. Hvorfor kommer I ikke ned og leger her i stedet?” spurgte han forhåbningsfuldt. “Men det er sjovere at flyve. Jeg bruger masser af tid nede på jorden og under den,” klagede Quari halvhjertet. Han vidste, at hun elskede at være nede ved kraterne og når hun ikke var der, så var luften det sted, hun ønskede at være. Idrazir sukkede og standsede op nede på jorden. Han ville ønske, at han kunne flyve med dem. Han så sig rundt og lod sit blik fæstne ved et træ, hvis blade allerede var faldet af i løbet af efteråret. Naturen havde gjort sig klar til vinteren, men den ventede. Ventede på Bith’Ra. Ventede på ham. Han sukkede igen, da en lyd nåede hans ører. En høj, klar, lys lyd, der mindede om krystaller og frost. “Bith’Ra kalder!” tænkte han glad og mærkede sine vinger løsne sig ved kaldet. Han foldede sine små vinger ud og gik på vingerne. “Hey, så kom du alligevel! Det er mig, som er fanger og…” begyndte Farmiel glad, men Idrazir afbrød ham: “Senere! Først skal jeg flyve!” Idrazir strøg hen over toppen af det bare træ og fløj videre. Hvor han lige havde været begyndte spor af frost at vise sig. Læs mindre

”Mor, jeg er bange for at bækkene er døde,” meddelte Sagast (Flodens Hersker) skamfuldt. M'Ora (Livsgiveren) så uroligt på ham, mens hun vogtede over sit fjerde kuld æg. ”Hvad mener du?” spurgte hun bekymret. ”Der er ingen lyd i dem. Floderne læs merebruser, alle åer klukker af sted, søerne er levende med fisk – men bækkene er stille. Vandet flyder i dem, men det er også alt,” svarede han uforstående. ”Det er bekymrende,” medgav M'Ora og skulle til at sige noget mere, da et af æggene begyndte at rokke. Både Sagast og M'Ora blev opslugt af ægget og ventede spændt på at møde den nye unge. Ægget rokkede vildere og vildere og trillede til sidst ud af reden og ned på det glatte klippegulv i grotten. M'Oras hale skærmede ægget fra at ramme ned i den underjordiske sø, som hun havde valgt at bygge sin rede ved. I stedet trillede ægget mod en sten og en revne kom til syne. Da den først var kommet fulgte flere hurtigt efter og et øjeblik senere poppede en blåt dragehale ud af skallen. Halen piskede fra side til side og så brød hovedet igennem på den anden side af skallen. Den lille drageunge så sig om. Den smilede til M'Ora og Sagast og åbnede sin mund. De havde forventet et skrig, men det var ikke det, som kom ud af drageungen. Det var en lyd, som mindede om en fløjten mod græsstrå. Drageungen hvislede og pludselig hørte Sagast at bækkene svarede den lille unge. Ungen skreg henrykt og hvislede igen. ”Jeg tror lige, at bækkene har fået sig en ny ven,” smilede M'Ora. ”Jeg vil kalde dig Shurei – Bækhvisleren...” Læs mindre

Kulden havde sat ind for et par dage siden. Ikke at Radragar mærkede den. Han havde altid haft en indre varme, der holdt kulden væk. Men det havde de forhutlede skabninger på jorden ikke. Længe havde han set, hvordan de om vinteren krøb sammen for varme, men Læs mere uden solens varme var der altid nogen som døde. Radragar følte med dem. Nogle af skabningerne havde forsøgt at bygge et læ af noget træ, men pindene var for tynde og det hele var bukket sammen inden det var færdigt. Hvis han kunne give dem lidt af sin varme... Radragar lettede med en ide. Han havde set solen nogle gange slyngede en “ildarm” ud fra sig. Radragar byggede billedet op af solens “ildarm” op for sit indre øje, mens han tog en dyb indånding. Da billedet var knivskarpt, åbnede han sit gab og pustede ud mod pindebunken. En flamme skød ind i bunken og træet blussede op. Varmen begyndte at sprede sig. Tilfreds fløj Radragar videre og fik sit tilnavn “Flammepusteren”.Læs mindre